Cassandra Mohildy - psykoterapi, parterapi, coaching, kropsterapi
  • Velkommen
  • Om
  • Terapi
    • Individuelt eller som par
    • Online
    • Priser
    • Langt ind i Højlandet
  • Udtalelser
  • Kontakt

​​​​​Langt ind

i Højlandet
​

- retreat i Skotland 2023 



Retreat i det rå og smukke Skotland, 29. maj - 4. juni 2023


​Det var ikke til at komme uden om. På min seneste tur til Skotland blev min pinkfarvede notesbog fyldt til randen med ideer, der hurtigt tog form til et kursus, et retreat i det skotske højland. Kurset vil folde sig ud i det naturskønne Strahtglass-område, tæt på Glen Affric og Loch Ness.

​På dette sted i det skotske oplever jeg, at alt i os bliver forbundet, og derfra kan meget ske.

​Der er plads til det hele her, og det hele vil gerne være her. Der er ro. Der er smukt. Der er luft og lethed. Der er dybe rødder. Og selv om der er flere får end folk, så opdager man nemt, at grundlæggende venlighed er en fælles kvalitet hos skotterne. Den kommer man heller ikke udenom.
​
​Kurset er åbent for blot fire kvinder, som gerne vil fordybe sig i længere tid.
​
​Er du en af de fire kvinder, har du allerede arbejdet med dig selv og er parat til at undersøge, hvad der kan folde sig ud, når du går dybere ind sammen med andre. Indre øvelser, vandring i naturen, stilheden og det kærlige fællesskab er en del af rammen.  

​Hvad skal der til for at leve det liv, du gerne vil? Det er kursets overordnede tema.
​
​Vi arbejder med selvregulering. Vi undersøger de underliggende forviklinger og de udsøgte muligheder, vi har, når vi finder ind til dyb accept af vores eget udgangspunkt, vejen vi er gået og den vi gerne vil videre af.

Vores tid sammen i højlandet bringer dig hjem med blandt andet
  • større forståelse for hvordan og hvorfor ubevidste og ikke udtalte forventninger kommer til at styre livet
  • større vished om og accept af hvad der skal til i det daglige, for at dit liv kan flyde mere frit 
  • en oplevelse af at du er blevet næret langt inde, og dér hvor det virkelig batter.
Picture
Picture
Vi bor tæt på Cannich, som ikke mange kender, har jeg opdaget.  Det var tilfældigt, jeg fandt det sted, og jeg faldt pladask for naturen, stemningen, lydene, luften, pladsen, ja det hele... Der er meget, der åbner sig, når man giver sig hen til det. Og det er noget af det, der bliver vores fokus. At give os hen til det, der er i alle de øjeblikke, vi har på dette vidunderlige ancient sted. 
Picture
Picture
Picture
Kerrow House hedder vores base. Det ligger diskret på en tolv hektar skovklædt grund ved bredden af floden Glass i hjertet af nogle af de smukkeste dale i Skotland, Glen Affric, Glen Cannich og Glen Strathfarrar.
​
Vi bor i tre træhuse på området. To kvinder bor i Rowan cottage og to bor i Birchwood cottage. Det er husene på billederne nedenunder. Jeg bor med min assistent tæt på i en tredje cottage.
​
Vores fælles indendørs samlinger og fordybende arbejde har vi både i den cottage, jeg bor i og i en fløj i selve Kerrow House, hvis histore går tilbage til 1770. Dengang var det en traditionel georgiansk jagt-lodge. Begge steder kan vi tænde op i pejsen, hvis vi fx har været nede og bade i floden :)
Picture
Picture
Picture
Picture
Hver cottage har et lille køkken med det, der er brug for, der er toilet og brus, to soveværelser med gode madrasser i sengen og en lille stue med udgang til en træterrasse, hvor der er plads til at vågne med dagen og morgenteen og til at dvæle ved aftenens lange skygger. Begge dele til lyden af fugle, flod og får. Tilsammen skaber 'hulen' og alt under himlen her en stemning, som er nem at falde for og finde sig til rette i.
Picture
Picture
En morgen tager vi teen to go og kører op til en af Skotlands skjulte skatte med det spektakulære vandfald Plodda Falls. Vandfaldet fosser forbi tårnhøje træer og følger Tweedmouth trail, opkaldt efter en rig brygger, der købte området af Laird Fraser i 1856. Han plantede blandt andet Douglas fyr og redwoods. Når vi har gået morgenstille gennem området, ca. 3 km i forskellige niveauer, lavet indre øvelser undervejs, indåndet stedets renhed, dvælet ved naturens diversitet og det øjet fanger, så kører vi til en fredet viktoriansk landsby Tomich, der er bygget i midten af det 19. århundrede. Her spiser vi dagens første måltid på The coach house café, hvor hjemmelavet højlandsbagværk fylder godt op i montren. Min favorit er scones med æble og kanel.
Picture
Picture
Picture
Loch Affric har det hele, også rislende vand du kan drikke. Vi går en hel dag gennem et af de smukkeste steder i Skotland, med sine perfekt placerede søer, bjerge og en vidunderlig blanding af træer. 
Picture
Picture
Og så er der alt det andet, vi skal opleve og opdage i det indre og det ydre landskab. Dét bliver serveret undervejs i løbet af vores retreat in the Bonnie Highlands. 
Picture
Det er særligt stærkt at være deltager på mine gruppeforløb over flere dage med fokus, nærvær og fordybelse. Også her kommer mine mere end 20 års erfaring med grupper på rejse os til gode.
​
​Der sker meget på sådan en rejse, på flere måder end man kan regne ud på forhånd. 

Hvis du gerne vil være blandt de fire kvinder i gruppen, skriver du en mail om, hvad der kalder dig hen til lige netop den her rejse. Mailen sender du til mig inden den 15. januar 2023.
Når gruppen er sammensat, inviterer jeg jer til at møde hinanden den 27. januar kl. 18 - 20.
Den aften fortæller jeg om det, der er nødvendigt og rart at vide på forhånd.

​Spørgsmål til rejse og retreat kan du stille både den aften og ved at skrive til mig på mail eller sms til 42608890.
Du og de tre andre kvinder kommer til Kerrow i Cannich ved at flyve til Edinburgh lufthavn og kører videre derfra i bil. I deler udgifterne til en lejet bil. Jeg lejer også en bil, så vi er frie til at komme rundt på vores fælles eventyr. 
Priser og andet praktisk

Kursusafgift*
6.000 kr. per person (halvdelen ved tilmelding, halvdelen 6 uger inden kursusstart)

​Cottage, med eget soveværelse 
​3.000 kr. per person (ved tilmelding)
(inkl. el, vand og wifi)
​
​Fly (køber du selv)
​ca. 2.500 kr. per person inkl. indchecket bagage.

- udrejse med Norwegian 29. maj:
afgang fra København kl. 13.40 
ankomst i Edinburgh kl. 14.30


​- hjemrejse med Norwegian 4. juni:
afgang fra Edinburgh kl. 15.10
ankomst i København kl. 17.55


Billeje inkl. benzin
ca. 1.000 kr. per person
- aftaler vi nærmere den 27. januar.
​Det kan være en fordel, hvis mere end en i gruppen har lyst til at køre.
Rejse- og afbestillingsforsikring
​
anbefaler jeg 

​*Kursusafgiften på 6.000 kr. får du naturligvis tilbage, hvis jeg bliver nødt til at aflyse.

  • Velkommen
  • Om
  • Terapi
    • Individuelt eller som par
    • Online
    • Priser
    • Langt ind i Højlandet
  • Udtalelser
  • Kontakt