 Hendes højre fod bevægede sig uroligt oven på den venstre. Så byttede de plads. Den venstre bevægede sig uroligt oven på den højre. Til gengæld var der ikke noget, der bevægede sig andre steder. Selv tårerne var sat på hold. 'Hvad ville være godt nok?' spurgte jeg hende, ‘hvornår er det godt nok, det du gør?’ Hun bøjede sig frem, holdt hænderne op foran sit ansigt og hviskede: ‘jeg ved det ikke … jeg prøver bare’ … lidt forpustet fortsatte hun … ‘og ved du hvad, jeg kommer ingen vegne'. Vi sad sammen i stilheden, der fik hende til at stoppe… i stilhed.
‘Jeg kan jo så godt lide at være stille … det har jeg helt glemt.' Tårerne fik lov nu. Det var gensynsglæden, der sprang ud af hendes blik, som åbnede sig og kiggede mig ind i øjnene. For første gang. ‘Hvad er kommet imellem dig og din stilhed?’ ‘Alle de andre’, svarede hun spontant. Hendes bryst hævede sig under hendes hånd, som hun havde lagt dér, da den første tåre fik lov at trille. Hånden fulgte med et dybt langt suk, længere ned. Ned på maven, hvor den lå roligt resten af tiden, imens begge fødder stod blødt ved siden af hinanden. Der er meget, der bliver anderledes, når vi husker, hvem vi er. Et indlæg fra min facebook side |